ZULU HK vs. ”De gamle krager”

En opringning fra en programchef fra ZULU, et projekt, en programserie, en flok gamle krager tilbage på den store scene… Det lyder som et sindssygt projekt. Midt i en travl hverdag, så jeg muligheden… potentialet i at mødes med alle de skønne, skøre og fantastiske piger, hvor en del af dem kom til at betyde så meget for mig i mit liv.

Hurra for facebook, Dorte fra ZULU fik lavet en gruppe med navnet: ”De jernhårde ladies reunion mod ZULU HK.” Fra den gruppe startede verdens sjoveste tråd. De fleste synes at jeg havde mistet kasketten fuldstændig. En del ville gerne være suppleanter, nogle optaget af om der ville være mad på dagen, andre om der var sørget for øl, fest og overnatning. En ville gerne låne håndboldsko (hvilket gav anledning til at stort set alle kom i tanke om at sådan nogen da overhovet ikke fandtes i skabet) Der var fuld opbakning i gruppen og tråden stak helt af i gamle minder og kummerlige kommentarer. En forlod gruppen med et kæmpe undskyld, men hun kunne (helt forståelig) ikke holde til flere beskeder i indbakken, når man alligevel ikke skulle være med ☺

En kamp, – men kampen om hvad? For flere var det en umulighed overhovedet at bevæge sig… tja en anelse op af bakke… Gældende for alle var at projektet var en fantastisk mulighed- for at mødes, at blive til grin ;-), men også i høj grad at vise at vi stadig kunne vinde. Bekymringer var der nok af.. TÆNK hvis vi skulle tabe til en flok drenge som aldrig havde spillet før, en flok som havde udfordret os fordi de muligvis troede de havde en chance… Da vi alle var kommet frem til at vi alligevel ikke kunne nære os muligheden for en sejr, for at mødes – og måske også en sidste chance på den store scene… Ja så blev det til noget.

Dagen i Kolding med drengene blev bare noget helt særligt. Jeg er overbevist om at vi alle glemte, at vi er nogle gamle røvhuller. Humøret var højt, nogle af os måtte varme op i en time for at sikre at kroppen ikke endte i verdens største fibersprængning, andre tullede rundt og småsnakkede om alt og ingenting. Fælles for os alle var, at da vi tog tøjet på, var alt ved det gamle. Det var ikke mindre end en FEST! Vi gik direkte ind i vores gamle roller, der blev delt verbale øretæver ud, en udbrød i omklædningsrummet: ”Hvad fanden er der sket med str. large?!” En anden fik besked på at knytte sylten et øjeblik, en spurgte om der var sørget for øl efter kampen og en tredje havde fokus på det vi egentlig skulle og om vi stadig kunne huske vores angrebsåbninger… ALT ved det gamle, og hvor virker det godt. Hvor er vi som individer gode til at tage den rolle tilbage, som vi havde da vi forlod et fællesskab. Det er så interessant at tænke på, at vi på en eller anden måde er så primitive, at vi har det bedst med at være den vi var, at vi tager den rolle og at vi agerer præcis om dengang. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi gør det fordi vi føler os trygge i det. Vi har jo for pokker alle forandret os på 20 år… bare ikke når vi bliver sat sammen igen.

Mødet med drengene var et helt kapitel for sig, de var simpelthen en fantastisk flok som i den grad var blevet til et hold.

Da vi stod klar til indløb var der ild i alt hvad der kunne tændes. Vi vidste jo nok godt alle sammen at det var aller sidste gang der blev strøget savsmuld ud for den gamle garde, men sikke en følelse. At stå derude og pludselig mærke hvordan alle sanser var i spil, at mærke pulsen banke, for faktisk føles det som en af de store kampe. OG det blev det – på alle måder anderledes, men der var gang i hallen, gang i de gamle aftaler – der blev (trods de gamle kroppe) lavet ”vip, lop og lagkage.” I pausen var jeg ovre i ZULU lejren og hente vores harpiks og blev mødt af et par gutter der sagde: ”Hvorfor fanden er i ikke blevet gråhåret? – og hvorfor kan I stadig spille håndbold???” Jeg tog det som noget af en anerkendelse. (Måske var det med håret hans oplevelse, fordi han er så ung at han ikke kan se, at det er farvet, og måske synes han vi var ret gode, fordi han ikke er håndboldspiller;-)
En dag man sent glemmer, og jeg behøver nok ikke nævne hvordan tråden på facebook dagen efter var fyldt med: ”Tak for sidst”, men også en lang debat om nogle gamle knogler og led der ikke kun havde brug for isposer – men kummefrysere, og om at ligge sig ned og græde af selvmedlidenhed over en færdig krop. Tak til ZULU, de gamle krager og et fantastisk set up i Kolding. Det sidste drengene sagde da vi forlod dem var: ”Vi er så klar til en sæson 2” – OG det er jeg sgu også.

Lone Mathiesen Laugesen #8