Sommerferie

Afgangsprøver…

Nu er der ikke længe til, altså for os der arbejder i skolen og heller ikke for de unge der lige nu afslutter deres afgangsprøver i 9. og 10. klasse. Afgangsprøver – fordi der er hvad de hedder. Min  søn som går i 9. kl. siger at han skal til eksamen. Det skal han faktisk ikke. Men er det så ikke bare ordkløveri? Nej, det er det faktisk ikke. Afgangsprøverne er sat i verden for at give unge i 9. og 10. klasse en prøve (læs øvelse) i at gå til eksamen. 

De unge har en klar overbevisning om hvor de skal slå til. De skal ikke have 4 eller 7 i dansk, det er for lidt. De må til gengæld gerne få 02 i tysk og fysik/kemi, det er accepteret. Af hvem? Svaret er enkelt: af deres jævnaldrende. 

Ikke alle forældre er enige i hvad deres søn/datter skal præstere, og hvad en god karakter er. Lad mig præcisere at 02 – gives for den tilstrækkelige præstation, 4- for den jævne præstation, 7 for den gode præstation, 10 for den fortrinlige præstation, 12 for den fremragende præstation.

Vi kan nok alle blive enige om at hvis vi går til en prøve og resultatet bliver den gode præstation (altså karakteren 7) så er det gået meget godt. Der er bare ikke helt enighed her. Eleverne synes det er lort, og forældrene synes også det er lidt kønsløst. (lidt karikeret) men bestemt ikke langt fra sandheden. Det underfundige er at mange (selv unge der er født i 2002) snakker om ”den gamle skala”  Den blev afskaffet i 2005, altså da de unge der i dag var 3 år. Jeg betvivler at de kan huske den(?) 

Nu tænker du nok: ”hvor skal vi hen du?” (citat: Hugo, TV2 1991) – ja det er mange år siden, men det er også min bedste overbevisning at alle os der husker ham, og ”hvor skal vi hen” også er garanter for ”den gamle karakterskala” Og JA, dengang var 7 måske ikke prangende,  men det var måske også fordi at karakteren 6 lige var bestået. 

Det er gået trend i at offentliggøre karakterer hvis man er født i 70èrne. Det er blevet det nye sort at offentliggøre sine beviser på instagram og her danner der sig et fint billede af alle os der gik ud af folkeskolen i slut 80èrne. Karaktererne er IKKE prangende, men det var der så meget andet der var. Det er vi jo stolte af. Vi TURDE leve livet… give den fuld gas, tro på fremtiden selvom om nogle af os fik 5 i tysk :-/ Peter Ingemann (som jeg i øvrigt er fan af) skriver i hans ”karakter-opslag”: I øvrigt var min sidste eksamen spansk. Da jeg fik mast min hue ned over mit kæmpe hoved, var det til tonerne af spansklærer Helles ord “Du får et fem-tal”. Altså ikke bestået…..” Det er (som jeg læser det) ikke med flovhed. Ingemann fortsætter: ”FJUMR’ ALT DET I VIL! Tag tiden. Det er det der skaber LEGO, vindmøller og billige dyner……” Jeg tror manden har ret! Jeg siger jo ikke at de unge skal give en solid fuck-finger til prøverne, og heller ikke til de eksamener der kan komme efterfølgende, men jeg siger: SLAP NU AF… 

For 14 dage siden havde jeg to skønne elever inde på mit kontor. Der var en anelse tudefjæs at spore. De skulle nemlig forberede danskprøven og havde ikke rigtig tid. Mit ene hjertebarn siger: ”Jeg er så presset… jeg skal jo til Jelling festival resten af ugen, på mandag er der linjedag med håndbold, og jeg skal også nå at klippes inden gallafesten” Jeg ved ikke om den skarpe beskuer kan regne ud, at jeg som både lærer og leder, måtte undertrykke et kærligt smil. Beskeden til den unge mand var, at med valg kommer fravalg. Gi` den gas til Jelling, håndbold og galla. Bliv klippet så du kan score nogle damer – men lad vær med at hyle – og lad vær med at tro at du så også får dit 12`tal i dansk. Den (meget) skønne unge mand forstod pointen. Pointen i, at livet er en lang prioritering. Hver gang du træffer et valg, er der også et fravalg.

Karakteren 7 er kommet for at blive, den gamle skala kan stikkes op hvor der er helt mørkt. Vi kan ikke bruge den, fordi den ikke snakker sammen med resten af verden, det giver god mening. SÅ kære unge mennesker (og forældre) gør det klart hvad du vil give for 02, 4, 7 – eller 12 og glem alt om en skala der fandtes da ”far var dreng”. Find også en ro i at karakteren er langt fra alt. Et reflekterende sundt menneske med gode værdier og holdninger ved nødvendigvis ikke hvornår damptromlen blev opfundet. 

Linedanseren siger:

Kære linedanser, udspændt
 
ligger foran dig,


selve livet 
du fik givet,
gå nu kun din vej. 

Du må turde træde ud,

 
hvor dit liv kun er dit.

 
Det briste eller bære må
dette ene skridt. 

Give fra dig hvad du magter,

 
da ser du,
en dag du nåede ud


og danser til
himmelens stjerneskud

Kunne jeg beholde jer et år mere, blev det sådan, sommerferie er cool- men dilemmafyldt når

jeg skal sende jer ud fra VIES. Jeg ved at I er klar, I er så seje. Både jer med 02 og 12. Hver især kan i noget helt unikt. God rejse, send en tanke til os der fortsætter i orange. Jeg vil undlade mascaraen på lørdag.

Til alle jer der var en del af andre efterskoler eller som står overfor jeres nye eventyr i grønt, blåt – eller orange. Glæd jer, vi er klar –  vi ved at efterskoler skaber fællesskaber, udvikling, dannelse og særlige bånd, vores vigtigste opgave er ikke at være afslutningen på noget, men starten på noget nyt

Min datter på 8 år spiller nu linedanser på eget initiativ og kan hele teksten – jeg tænker at uanset hvad hun ender med i karakter skal hun nok få balancekunst.

God aften derude

Kram fra en efterskolesjæl.