Røv til bænk læring…

STX, HTX, EUX, EUD, HHX… Alt sammen ungdomsuddannelser. De unge skal vælge lige om lidt. Deadline summer omkring ørerne på dem, som en irriterende flue, irriterende fordi de ved, at de ikke kan slippe af med den, de er nødt til at forholde sig til den. Det er deres fremtid det handler om. Generationen af forældre der skal hjælpe de unge er forvirrede… ”Hvad betyder alle bogstaverne, og hvor blev HH, HG og EFG af? Tja, de blev begravet, fordi der var alt for meget i ungdomsuddannelserne, der simpelthen ikke gav mening. 

Der er så mange ambitioner på vores børns vegne. De SKAL have sig en uddannelse, de skal rette ind – blive til noget. De skal vejledes og hjælpes – men af hvem? Er det virkelig skolens ansvar alene at klæde de unge på til deres valg? Det bliver det i hvert fald så længe, at en stor gruppe af forældre til de unge, har opgivet at finde rundt i de forskellige veje de unge kan vælge. Et kig på vores ungdomsuddannelser siger mig, at de unge i dag er virkelig heldig stillet. Der er så mange flere muligheder for dem, end der var for os der er født i 70èrne. Hvis man er et ungt menneske der er meget boglig kan gå en vej, er man iværksætter en anden, og er man dygtig med sine hænder kan man stadig blive tømrer og få en gymnasial uddannelse. 

Udfordringen i min optik er desværre, at alt for mange er uoplyste, om hvad de forskellige uddannelser egentlig går ud på. De unge kæmper, forsøger og prøver, men de er også af en generation hvor curling begrebet har kronede dage. De er vant til at deres forældre løser det, kører dem, får styr på det. Nu står de så overfor et uendelig vigtigt valg, men deres forældre kan ikke hjælpe dem, måske for første gang i deres liv. OG hvorfor kan de så ikke det? Jamen det er fordi de ikke har sat sig ind i hvad STX, HTX… EUX osv. går ud på. 

Fortællingen er ofte, at det HELT UMULIGT, at finde rundt i alle de uddannelsesveje. Det er på trods af, at vi med et enkelt klik på vores computer kan få alle oplysninger om den enkelte uddannelse. Kort og godt – det er røv til bænk læring. Men hvorfor pokker er det så, at vi som forældre ikke sætter vores røv på bænken og finder ud af hvad det hele går ud på? Er det fordi vi tænker: ”Det har vi folk til ” (læs: skolen.) Eller er det simpelthen fordi vi ikke orker det? 

Jeg er bare nødt til at sige, at hvis vores vejledning til vores børn, stopper ved deres valg af ungdomsuddannelse, fordi vi ikke orker at forstå det, er det en falliterklæring. Unge i dag er meget ambitiøse, de vil og de har alle muligheder. 

Vi har alle en holdning til hvordan de skal opføre sig, hvad de skal tage på til familiefesten, hvornår de skal drikke alkohol, og hvor meget. Skal vi ikke også have en holdning til deres ungdomsuddannelse, uden bare hovedløst at sige GYMNASIET. Jeg blev selv tonet ørerne fulde med, at jeg skulle på gymnasiet, da jeg var ung. Hvorfor? Ja, fordi det SKULLE man bare. I dag er der mode i valg af uddannelse. De unge ved godt hvad der er hipt at vælge, valget falder oftest her. Mor og far er glade for de valgte gymnasiet. Men det er bare sådan, at alle de nævnte uddannelser i dette indlæg der indeholder et X, ER gymnasiet. De kan bare noget vidt forskelligt. 

Jeg ved godt, at jeg her, har sat røven i klaskehøjde… men tag ansvar derude – start med at placere dig selv, din mås og din søn eller datter på bænken og find den uddannelse der passer til det unge menneske. På skolen skal vi nok tage ansvar, men som i alle andre aspekter, er det fedt at samarbejde. Slut med at sige: ”Jeg fatter ikke de ungdomsuddannelser” Der er ingen undskyldning.

Gi` gas