MOR!

Sidder lunt og godt i sofaen, bliver pludselig ramt af en refleksion, hvornår er man egentlig en succes som mor og hvornår er man en fiasko? Hvem bestemmer det? og hvem er den hårdeste dommer? Er det mig selv der vurderer det eller er det min omverden?

I går var jeg på tur… sådan bare på tur. Det var med en kær veninde, ind i bilen steg også min store søn på 16 år og hans kammerat. Veninden og jeg var ramt af fjolleri, en kådhed ramte, måske fordi vi følte os tilbage til da vi sådan rigtig var på tur. Dengang hvor vi var ubekymrede kørte ud i verden, gerne et par timer for et ligegyldigt mål. Bare fordi vi kunne, og fordi det var mega fedt. Med de store drenge på bagsædet, (den genopfundne) kådhed og fuld gas på smarte kommentarerer fik vi en skøn dag.

Målet var en håndboldhal i Nordjylland, hvor min store, skønne datter skulle spille en håndboldkamp. I løbet af kampen ser jeg flere gange min datter samle en modstander op som har slået sig, bakke sine holdkammerater op og vise en omsorg. Som mor kunne jeg pludselig mærke at alt andet var ligegyldigt, jeg mærkede en stolthed over at have en god pige. Samtidig kunne jeg se min dreng stortrives med sine kammerater, tabte pusten lidt og var sgu også stolt af ham. At sidde der i en hal ude på landet og mærke en kærlighed til to banditter bare fordi de er, det mærkes altså virkelig godt. På min telefon tikkede en besked ind om at den mindste hyggede sig derhjemme med en god veninde… hold nu fast, så er livet da godt. Er det så bare fordi jeg er sådan et unikum af en mor? Eller hvad? Jeg tror det (desværre ikke?) 😉 men jeg tror helt sikkert, at noget er lykkedes, fordi jeg på et tidspunkt nåede til en erkendelse af at give slip. En tro på at mine unger er omgivet af mennesker der vil dem noget godt. Nogle relationer… lærere, skoleledere, håndboldtrænere, veninder, venner og deres forældre som er medskabende til at der opstår en særlig trivsel.

Den samme veninde som sad i bilen sagde til mig for 16 år siden da jeg fik min søn… ”Du har èn vigtig opgave… Vis ham at verden ikke er farlig!” Den besked har jeg aldrig glemt og gør det heller ikke. Vi er nødt til som individer at have tillid, tillid til de systemer vi er omgivet af. Til at nogen gange, er der nogle andre end os selv, der ved bedre. Jeg kan da godt have alle mulige holdninger til hvordan mine børns trænere skal gribe en kamp an, men for hvis skyld? Er jeg eksperten fordi jeg engang selv har trillet lidt bold? –  nej det er jeg sgu ikke. Jeg er også lærer, jeg kan da godt blande mig i hvordan min børns lærere skal undervise, kritisere dem for deres årsplan og takling af problemer, men for hvis skyld? Jeg kan da også lige gå i flæsket af børnenes skoleleder, for jeg er jo selv skoleleder… meeeen, her tror jeg også jeg siger nej tak.

HEY derude… BLANDER vi os for meget?, og hvorfor? Er det fordi vi gerne vil vores børn det aller bedste, hvis – er det så det bedste?… Altså at vi hamrer mails afsted på intra og råber fra sidelinjen? Jeg tror det faktisk ikke. Relationer, tillid og gensidig respekt overtrumfer i min verden alt andet.

Vi står med en uendelig vigtig opgave. Kravene til børn og unge er støt stigende. Undskyldningernes knagerække har efterhånden udviklet sig til verdens største stumtjener. Kravene til vores børn er høje, men sorry to say, det er et vilkår. I skolen oplever børn og unge målstyret undervisning, altså vi skal MÅLSTYRE hvad børn skal, alle unge SKAL have en ungdomsuddannelse… de skal bare lige have et karaktersnit på 5 for at få den ungdomsuddannelse – som de ikke kan vælge fra…  8% af unge i Danmark kommer fra folkeskolen uden en 9. kl. eksamen, hvilket så betyder iht. lovgivningen at de ikke kan komme ind på en ungdomsuddannelse selvom de SKAL… Øhh, jeg er simpelthen sat af. Som forældre har jeg også lyst til at skifte knagerækken ud med en stumtjener. MEN… jeg er stadig nødt til at tro på at systemerne gør deres arbejde ordentligt. At nogen sørger for at være eksperterne i mine børn skoleliv, at de tror på at verden ikke er farlig… men også at der altid er en vej – mine børn skal mødes hvor de er og vide at jeg er lige her, men også at de er omgivet af nogle som vil dem det alle bedste, naivt? Måske, – men jeg ved som mor bare ikke alting bedst!

Jeg tror det er vigtig med et fokus på, hvor meget vi skal lede, for at vi fratager vores børn evnen til selv at finde vej – men også hvor meget skal vi lede for at sikre os at barnet ikke farer vild.

God søndag.

Lone Mathiesen Laugesen

Skoleleder

Gudenåskolen i Ry

NB! SHIT jeg glemte kartoflerne, er jeg stadig en ordentlig mor???