”Jeg gør det i morgen!”

Vi kender det jo godt… løfterne til os selv. På en eller anden måde forstærkes de i mit liv når jeg rammer puden om aftenen inden jeg skal sove.

Jeg burde lige leve lidt sundere, jeg skal ud og løbe, måske skal jeg også styrketræne? I morgen vil jeg også lave noget enormt kreativt med mine børn. Vi skal altså også til at samles hver dag til aftensmad… Jeg skal også have fokus på mindre brug af mobil, og i den grad også have styr på mine børns forbrug af samme apparat. Fra i morgen vil jeg også blive bedre til lige komme omkring alle mine kollegaer og høre om de har det godt, det kan sgu da være jeg skal give kage??? Ja og så skal jeg invitere mine forældre op og spise, og jeg skal da måske også lige overraske min mand med noget fedt…. Det virker som en fantastisk plan når jeg ligger der i sengen, lige inden jeg går fuldstændig kold – altså INDEN jeg fik sagt godnat til min mand…. 

Det er som om at når jeg vågner dagen efter og står med morgenhåret nede i havregrøden, børn der er umulige at få op, mascaraen fra i går som er kravlet ned på overlæben… så har jeg 1000 undskyldninger for, at det sgu da ikke er I DAG, jeg starter mit nye overskudsliv… OG –  ja, ja det er jo også en dag i morgen… Det er jo også fordi at jeg har travlt! Fordi at samfundet har forandret sig, ALLE bruger jo mobil, snap, facebook – så er det da også rimeligt nok at JEG er misbruger af sociale medier. Jeg har jo også gjort hvad jeg kunne for at opdrage mine børn, men de er jo også en del af et moderne samfund hvor vi slet ikke behøver at snakke sammen. De kan jo bare snappe godnat fra kælderen, så behøver de jo ikke gå op af alle trapperne…  og alt det der kreative shit… det gider de jo overhovedet ikke… I øvrigt har jeg muligvis lidt ondt i venstre øreflip, så løbeturen må blive en anden god gang…

STOOOOP! 

Jeg HAR undskyldninger nok, men hvad er det der gør at jeg bliver ved med at tro på at det nok bliver bedre i morgen eller en anden dag? Hvis jeg aldrig tømmer undskyldningernes knagerække, ender det med at jeg må have verdens største stumtjener. 

Jeg tror det handler om at være realistisk. Om at stoppe med at give sig selv dårlig samvittighed. Om at sætte sig realistiske mål og gå efter det værdisæt der ligger tættest på hjertet. Jeg vil SÅ gerne at vi som familie var samlet hver aften. At vi ligesom i filmene havde en runde hvor vi fortalte om vores dag, alle lyttede, var glade og synes at selv broccoli er fuldstændig fantastisk. MEN det er jo ikke en virkelighed, mine to store børn spiller håndbold 4-5 gange om ugen, de træner om aftenen – på forskellige tidspunkter, min mindste datter går til spring… 3 gange om ugen… træningen afsluttes kl. 20.00. Godt så… vi kan da spise kl. 22.00, (der er min mand nok også kommet hjem ;-)). Men undskyld, inden da er jeg død af sult, på vej i seng og hvem har overskud til at spise broccoli mandag aften til familierunde??? Når det nu er en virkelighed, min virkelighed hvorfor er det så jeg orker at slå mig selv oveni hovedet over det ikke lykkedes? 

Jeg ved det faktisk ikke… for tænk en gave det er at mine tre børn stortrives i hver deres idrætstilbud, at de vokser der, får fantastiske relationer, udvikler sig og oplever en verden der er langt større end dem selv. 

Med valg kommer der fravalg. Det er vi som individer nødt til at minde os selv om indimellem, ellers kan vi få et lang liv med dårlig samvittighed over at vi ikke stepper op på alt det vi synes vi burde. Når det er sagt er der jo andre ting vi kan forandre fra undskyldninger til eksekvering… Jeg kan selvfølgelig overraske min skønne mand med noget fedt, jeg kan da også være mere opmærksom, på kollegaer og familie – (men det er jo ikke sikkert at jeg når det med kagen) og JA selvfølgelig kan jeg gøre noget ved mine dårlige mobilvaner og stadig finde ud af at binde et par løbesko

Jeg tror det handler om at tømme én knag på knagerækken ad gangen, og når det ikke lige lykkedes i det tempo man ønsker, er det også ok. Vi VIL jo alle så gerne, men nogle gange er det måske mest i den ideelle tanke og verden vi virkelig vil. Det hele handler om vores værdier… Hvis vi finder viljen til at ville, giver det evnen til at kunne. Vi kan bare ikke det hele på en gang – heller ikke selvom vi gerne vil. 

En klog mand sagde engang:
“Succes er evnen til at gå fra den ene fiasko, til den anden, uden at miste sin entusiasme.”

God weekend derude…
Lone Mathiesen Laugesen