Janteloven med trange kår…

Det er svært og ja gu er det så, og vi ved det jo godt, særligt os voksne. Man skal tage ansvar, leve i nuet, ikke fortabe sig i fortiden, ikke bekymre sig, give fuld gas, være som man er, tage livets tæsk… GODT SÅ! Vi skal være stolte af os selv, vores børn, have et godt selvværd og selvtillid, MEN vi skal på ingen måde sige det højt. Vi skal IKKE prale af vores børn på sociale medier for det kan skade dem og er jo ikke i tråd med janteloven. Vi skal heller ikke italesætte det når vi gør det godt, for det ligger i samme skuffe. Til gengæld peger alt forskning og evidens på at mennesker har brug for anerkendelse. Vi vokser af anerkendelsen, vi motiveres, vi bliver gladere og vi er i stand til at sætte os nye mål. Hvor er det en stinkende farlig motivation. Hvis vi kun motiveres af at chefen roser os, eller kollegaerne, kærsten, ægtefællen, mor, far eller likes – så mister vi evnen til at være ”herre i eget hus” Vi kan jo ikke styre om vores omverden anerkender, men de fleste af os higer efter det. Hvornår var det at det blev sådan? Altså at motivation kunne måles i eks. likes eller kommentarer fra folk vi dårligt kender?
Skråplan? Måske… når dem jeg kender, slår opslag op på facebook eller instagram hvor de hylder dem selv, deres børn eller andet ”Ananas i egen juice” slår det mig: Stop dig selv” – men når jeg regner efter, synes jeg faktisk det er cool at janteloven har fået trange kår. Jeg fik i en periode muligheden for at spille sammen med verdens bedste håndboldsspiller, jeg tror faktisk aldrig der kommer en igen der kan det samme. Hun var i den grad ligeglad med en jantelov, hvad folk tænkte, sagde – hun var den ultimative vinder. Den bedste til det hun gjorde. Man kunne glæde sig over det, hade det, elske det, blive forarget. Men hun ville være fuldstændig ligeglad, bare hun fik guldmedaljen med hjem. På én måde befriende. Det var før de sociale mediers indtagen, men er verden blevet anderledes? Stiller vi os op i dag og siger: ”Jeg er skide dygtig til mit arbejde, til at være mor, til at løbe, spille guitar… vil det så ikke være det samme? Den samme der vil glæde sig, hade det, elske det og blive forarget? Det tror jeg.

I fredags var jeg til sommerafslutning med mit skønne personale på min skole. Jeg kan som skoleleder ikke være en der drives af at sig fuck janteloven, ej heller af at få anerkendelse. Jeg må træde varsomt, stå for skud, være den der vurderes. Men så skete der et eller andet. En medarbejder der har været på skolen i rigtig mange år, valgte at give en gave- en gave til skolelederen, som var et sindssygt flot billede af en linedanser. Linedanseren som skulle ligge sin snor efterhånden som man kom frem. Det var med ordene, at hun tænkte på mig, da hun så billedet. Det kan godt være at jeg er lederen, men jeg blev oprigtig glad, kunne mærke at selv for en gammel garvet rotte var det en drivkraft. Farligt – ja, men heldigvis ikke den eneste drivkraft jeg har. Jeg ved jo godt at der er ”koldt på toppen”, jeg føler mig i den grad på toppen, men ikke den top der ligger i det gamle ordsprog. Den top jeg står på, er at jeg har det skide godt. Jeg har et stærkt hold på min skole, et godt job, en fantastisk mand, skønneste familie og verdens dejligste børn. Jeg taber aldrig, enten vinder jeg eller også lærer jeg noget! Alligevel er jeg vild med min nye gave, talen og også de likes jeg hiver hjem. De og det styrker. Så skal vi ikke engang for alle gøre op med at vi ikke har brug for anerkendelse, at vi er skide ligeglade med hvad andre mener… for det er vi jo ikke. Jeg tror bare stadig på at vi jo ikke kan bruge det som drivkraft alene. At vi som mennesker har brug for at sætte mål, finde et sted hvor vi har succes, men også hvile i at vi gør det godt, likes, anerkendelse eller ej. Kig dig i spejlet, hvad ser du? Uanset hvad du oplever i den sammenhæng, find en ro – kloden har mange forskellige slags og der er brug for dem alle. 

Nogle higer efter anerkendelsen hele livet, måske kommer den aldrig, så er det måske ikke fordi du ikke fortjener den, men måske fordi, at vi alle, er alt for gode til at tænke noget godt om nogen – uden at vi husker at fortælle dem det. 
Vi MÅ og SKAL tro på den vi er, er gode nok. At vi skal være nogen før vi kan blive til noget. Jeg går på sommerferie nu… I år kan jeg skrive følgende på mit C.V: UU vejleder, lærer, pædagogisk leder, viceforstander, håndboldtræner, TR, skoleleder, bygherre, rengøringskone, vaskekone, kone, mor, veninde, uddannet i konflikthåndtering og unge med angst, kontaktlærer og forhåbentlig en med overblik. Har jeg så gjort det godt? Tja – jeg har gjort mig umage – gjort det bedste JEG kan. Hvis jeg kigger mig i spejlet, ser jeg nogle gange en vinder – andre gange en taber. Jeg må deale med mig selv og mit eget spejlbillede. Jeg orker ikke at vente på at der er nogen der kommer og siger at jeg gør det skide godt- eller at jeg er helt umulig. 
Livet er simpelthen for kort. Der findes en fantastisk bog der hedder: ”Gør dig umage menneske” det er præcis det vi skal. Nogle gange slår vi simpelthen ikke til, altså os alle sammen, – det er bare fordi vi er mennesker. Helt fantastiske og helt forfærdelige. Tag anerkendelsen med, den varmer, er skøn og giver ny energi. Lad være med at vente på den, måske kommer den aldrig. Det væsentlige er at du kan se dig selv i spejlet og at du ved at du har gjort dig umage…