JA, JA… – (læs: ”FUCK, FUCK”)

Hjemme hos mig er det sådan at når svaret er: ”ja, ja” er det præcis det samme som: ”fuck, fuck”. Når jeg siger: ”Du SKAL rydde op på dit værelse inden aftensmad” og svaret er: ”Ja, ja” så ved jeg godt at min datter eller søn ligeså godt kunne have sagt FUCK dig. FOR det kommer IKKE til at ske! Som ansat i efterskolen gennem næsten 20 år og nu som leder på en friskole kan det undre mig at jeg ikke har kompetencerne til at få mine egne børn til at rydde op, lave madpakke, gå i bad efter træning (før de ligger i sengen), eller for den sags skyld, at være i god tid med en fremlæggelse.

Det er muligvis en falliterklæring, men virkeligheden. Det er ikke en virkelighed jeg oplever i mit virke som skoleleder, (altså, at man ikke kan få hul igennem ☺) men noget helt andet er at være forældre.

HVORFOR er det så sådan at vores unge siger: ”ja, ja?” Er det fordi, at hjemme er der det frirum, de ikke kan opleve andre steder? Er de anderledes i sociale sammenhænge, på sociale medier, i skolen, hjemme hos vennerne? JA, gu er de så! Og det er de fordi det er så skide svært at være ung i dag. Med alle de krav der stilles alle steder fra, er kravet om at rydde op på sit værelse, eller at gå i bad før seng så skide ligegyldigt. Ingen kan præstere alle steder, heller ikke mine børn eller mig.
Jeg forlanger at de ser ordentlige ud, spiser rigtigt, rydder op, slukker lyset, opfører sig ordenligt, har et godt socialt liv, ikke kigger for meget på deres telefon, er gode søskende, går i skole, laver deres lektier, bliver erklæret uddannelsesparat, passer deres træning… og alt det løse. GODT der ikke er så mange krav til mig… jeg ville give op lige på stedet.

Da jeg var ung søgte jeg ikke inde på gymnasiet, jeg ville ikke, kunne ikke, og orkede ikke. Mine forældre var anderledes end jeg er som mor,- og end som mange forældre anno 2019. Og tak for det! Jeg måtte tage ansvar, og det gjorde jeg! Bare ikke som gymnasielev. Jeg ville nemlig være dekoratør. Jeg fik frihed, fik lov til at prøve det af jeg selv troede på. Jeg hylder det og jeg elsker det. Jeg er til gengæld den mor som har sagt til min søn, der snart er færdig på efterskole, at vi skal have styr på hvilket gymnasie han skal ind på… goddaw do… Flot at jeg hylder min mor og far – siger dem tak for en fri opdragelse, det jeg åbenbart har lært er, at MINE børn SKAL på gymnasiet… jesus christ!

NÅ! Ældste er nu optaget, der er ro i sind. (på mor :-/) Mellemste er klar til efterskole, velvalgt en der har en masse ambitioner. (Yngste ”sejler” heldigvis stadig rundt i noget youtube)

Vi, du og jeg har skide travlt, men det er jo absolut ingenting i forhold til de unge. En ting er alle de krav vi som forældre stiller, en anden er at klare sig i et socialt fællesskab hvor der er gigantiske krav for at være den ”de andre gerne vil lege med… ”

Jeg var ung i 1990 – og gud ske tak og lov for det. Fuld gas med Buffalo sko, rom og cola, Sparks sodavand og trompet bukser. Ingen internet, insta, facebook og smartphones. Test i skolen var en by i Rusland, parathedsvurdering fandtes ikke og klarede man det skidt til terminsprøverne, holdte man bare lav profil. Sådan er det bare ikke i dag. Mine børn synes jeg var ung i stenalderen, de zapper bl.a. mellem nationale test, projektopgaver, lektier, træning, snapchat, messenger og oprydning på værelset. Vi som forældre er nødt til at finde en forståelse. Jeg siger ikke at vi skal acceptere at gulvet er det nye klædeskab, men vi er sgu nødt til at trykke på pyt knappen (eller bullshit knappen) indimellem.

Hvad er egentlig succes? Er det en udtagelse til talent? Et 12 tal i dansk? En optagelse på gymnasiet? En ung der rydder op og slukker lyset? En god bror eller søster, datter eller søn? Op i røven siger jeg bare, en succes er en der bliver livsduelig, en der kan forvalte hvad der er bedst for sig selv og sin omverden. Kig indad, og kig udad. Lad de smukke unge mennesker forberede deres projektopgave ved et natbord med gulvet som tøjskab, hvis det er det der fungerer. Det er så berigende at se et engagement, om det så er uden bad, i håndboldtøj – men med et mål. Jeg bliver glad.

Stress på arbejdsmarkedet er udbredt. De unge kan også få stress, stoppe med at gå i skole, tjekke ud af det sociale liv, både i virkeligheden og på diverse medier. Vi skal bare ikke som forældre bidrage til det, med en masse forventninger som den enkelte ikke kan indfri.

Unge er, som alle andre forskellige, når min skønne datter på snart 15 år går ud af døren i sine Birkenstock med sokker i og alt for korte træningsbukser, siger jeg: ”Kunne du ikke….” MEN når så svaret er: ”Jeg kunne ikke finde nogle bukser i skabet” (LÆS: på gulvet sammen med alt det andet rene og beskidte) bliver jeg sgu lykkelig indeni. Hun er smuk, skøn og klog, ser skrækkelig ud, og hun er ved det godt, men er skide ligeglad. Er det i virkeligheden ikke bare lykken? For mig er det! Mine børn glemmer alt muligt… MEN de klarer sig, på trods af mine krav, skolen, venindernes, vennernes, mediernes og trænernes, så for mig er det også i orden at de indimellem siger: ”JA,JA!”

Jeg synes bare vi skal være stolte af vores børn, de navigerer i et kaos og de gør det bedste de kan. Lad os bakke det op, ikke mange af os voksne er gode at navigere uden stuktur og i glansbilleder af os selv.

NB! Studinen i rodet fik hevet et smukt 10 tal hjem i projektopgaven 😉

God weekend til jer alle.

LM. Laugesen.