Hvornår er man gammel

V.I.P. – Vilje, Interesse, Pyt!

Når jeg bliver gammel vil jeg sidde på en bænk… der hvor havet slår ind over molen…

MEN – hvornår er det? Hvornår er man gammel i år 2016? Svaret er mange, når jeg spørger mine efterskoleelever tænker de, at når man er fyldt 40 år er det ligegyldigt om håret på benene når ned i skosålerne, om der er krøller i armhulen og ballerne er sunket ned i knæhaserne…  Spørger jeg mine forældres generation er jeg ung og mine børn er børn.

Men os, alle os der er fyldt 40 – vi er jo ikke gamle! Vel? Eller?

Når veninden spørger mig om vi skal have et ”ungdomsbord” til sønnikes konfirmation, føler jeg mig gammel. Når den smukke 16 årige pige på efterskolen siger hun ikke har taget shorts på i sommervejret fordi hun ikke har barberet ben, og jeg siger, (i ført shorts), ”at det har jeg heller ikke” – og svaret så kommer: ” det er jo også ligegyldigt, du har jo børn og er blevet gift” ja så føler jeg, at jeg er gået glip af, at jeg blev gammel, har jeg et forkert selvbillede? Eller er det ungdommen der ikke har forandret sig? Da jeg var 16 år tænkte jeg helt sikkert også, at når man blev 40 var livet ganske simpelt forbi

Der skal være hul i bukserne – altså de unges! Det skal sidde lige på knæet og vi ”unge” i 40erne grimmes… indtil vi finder billederne, vel og mærke på papir, hvor vi selv havde hullerne lige under ballerne… 

Blå mandag skal forældrestyres, de eneste der kigges skævt til er de forældre der ikke fik meldt sig til at være med på dagen. De unge skal køres, selvom toget går til hovedbanen – som er centrum for deres dag. Forældrene skal naturligvis også arrangere festen om aftenen…  Ikke et ondt ord om de entusiastiske forældre, men når tankerne for den (lidt over de) 40 årige vandrer tilbage og får vinger, står det lysende klart, at vi fra samme destination selv tog toget til Århus, vi fandt en plan undervejs, vi opførte os ordentligt, tog muligvis også et par dårlige beslutninger, men alle overlevede – og vi havde den fedeste dag – og ja det er længe siden, og ja jeg er blevet 40… men går det ikke den gale vej? Er det fordi vi som forældre mangler tillid til vores børn? Eller handler det om at vi lever vores liv igennem dem?

Samfundet har brug for individer der er selvstændige, kan tage ansvar, bryde ud og have masser af mod! Når jeg sidder her med mine nye læsebriller fra tigerbutikken (fordi jeg er er nået den alder hvor jeg ser som en muldvarp uden, og ikke føler mig helt gammel nok til glidende overgang), undrer jeg mig alligevel.

Vi står i en tid hvor alting er under konstant forandring, vigtigheden af, at være parat, er ikke til at tage fejl af. Men vi står også i en generation af forældre der har et behov for at holde to konfirmationer for deres børn, grundet skilsmisse og misrespekt for hinanden, arrangere ungernes blå mandag, køre dem de to kilometer til kammeraten eller hallen, forsvare dem i deres handlinger og stå at råbe på sidelinjen når de dyrker idræt.

Jeg undrer mig når jeg ringes op på mit arbejde af forældre der gerne vil fritage deres sunde og raske børn fra en afgangsprøve, fordi deres barn fik en god karakter til sidste prøve og er er bange for at de ikke at kan leve op til denne i 10. Klasse. Jeg undres når forældre ringer for at bede om et rengøringsjob for deres 15 årige søn eller datter og fortæller mig at denne er yderst selvstændig. Jeg undrer mig også når jeg hører om forældre der finder mening i, at køre deres børn til et mål der ligger 5 min væk på en cykel.

Måske er det tid for mig til at sætte mig på bænken, jeg er bare ikke helt klar endnu. Jeg står i en generation som har mange år på arbejdsmarkedet tilbage, og det er fedt, men jeg står også et sted hvor jeg tænker at det er på tide vi giver vores store unger ansvar og at vi som forældre vover pelsen og klipper navlesnoren.

Generation V.I.P, som også er mine egne børn. kommer også til at slå sig, præcis om jeg gjorde. De bliver forelsket og de bliver dumpet – de bliver valgt, men også fravalgt! 

Lykken kommer kun i glimt, og en del af livet er også at lære at træffe de gode valg, jeg kan som mor og efterskole sjæl vejlede… men de unge skal selv betræde stien. Indimellem vælger de den mest hullede vej, de får ”sår” på knæene, men hvis de ikke prøver, hvordan skal de så nogensinde klare sig selv?

Ambitionerne er mange – specielt for os med V.I.P. børn, de gode karakterer, de gode individer, de gode sportsfolk, det rigtige kost, helst de rigtige venner (og forældre)  – Men husk nu, at erfaring er uvurderlig, hvis vi som forældre altid løber i forvejen og vi ikke er der den dag hvor det går rigtig galt – så går det ikke kun hul på knæet. 

Jeg har haft så mange skønne unge mennesker igennem i mine 10 år i efterskolen. Det er bestemt ikke alle der er de skarpeste til at analyse Benny Andersen, nogle formåede kun at sige ganske få ord på tysk, andre fattede aldrig hvorfor der skulle være bogstaver i matematik. De er i dag gode, glade retskafne mennesker der har præcis det arbejde og liv de helst vil have, fordi de har lært at kæmpe, at det, at give op ikke findes, det er simpelthen ikke et valg.

Vi skal lære de unge at ville, de skal gøre det de gør med vilje! Hvis generation V.I.P. skal bestå, håber jeg de tre bogstaver står for Vilje, Interesse og Pyt

Lone Mathiesen Laugesen

Viceforstander 

Vejle Idrætsefterskole