”Fucking” ferie

Jeg sidder ved min computer, kl. er 10.00 og jeg har rundet alle de sociale medier, nyhederne og endda skolens interne kommunikations platform, hvor der til min store ærgrelse ikke er en eneste der har en opgave til mig. Jeg har drukket 4 kopper kaffe og er i en overvejelse om at gøre rent. Finder overspringshandlinger i flæng, fordi jeg har jo ferie, jeg kan jo gøre det i morgen – eller der bliver jo beskidt lige om lidt igen… 

Omstillingen fra at være på arbejde hvor man må løbe hurtigere end Jonsson i gamle dage, til at dagens største projekt er et badeværelse på halvanden kvadratmeter der skal gøres rent, er i sandhed en udfordring.

Og hvor er her stille… børn der sover længe, børn der er blevet så store at ord som ”NMD, Yeezy, WTF, snap, bomb og hvad fuck” er en helt naturlig del af sproget. Klædeskabet er helt unødvendigt, når man har et værelse med m2 gulv og tanken om overhovedet at stå op før kl. 12 er helt ude i skoven. De er i den grad tjekket ud og gået på efterårsferie.

De sociale medier raser af vrede forældre og bedsteforældre om spørgsmålet: ”Må man sende sine børn i institution når forældrene har ferie?”. Det er en vild oplevelse at læse om de unuancerede kommentarer, hvorfor er der ikke bare en der finder på at skrive at det jo er vældig individuelt. At det afhænger af den livssituation den enkelte familie står i? Hvorfor skriver jeg det ikke? Fordi jeg orker ikke at gå ind i en debat hvor selv bedsteforældrene bruger ”hvad fuck” og andre ord der umuligt kan findes i de danske ordbøger. Orker ikke at få overtegnet min skærm med pinlige udtalelser. Men hvorfor er det så jeg alligevel hellere vil læse det end at gå i gang med badeværelset? Hvorfor læser jeg overhovedet i kommentarerne? Måske er det fordi at gå fra en hverdag med fuld skrald på, rutiner med at tjekke mails, internet og telefon er dybt forankret i mig. Jeg elsker mine børn, min mand – og mit arbejde. Kloge folk siger: ”hver ting til sin tid” – men jeg er jo vant til at hver ting er på samme tid… 

Jeg har ferie… jeg har på trods af et arbejde på verdens bedste arbejdsplads glædet mig vildt. Der var så mange ting jeg skulle have ordnet, energien har forladt min krop, måske fordi mit krudt blev brugt i de sidste uger, måske fordi jeg har så skide svært ved at holde fri – at få koblet fra, at give slip på en travl hverdag der altid er udfordrende. Står jeg lige midt i en generation hvor vi er en helt masse der skal lære at holde ferie? At det faktisk er helt efter bogen at kaste sig i en sofa kl. 14 om eftermiddagen fordi man kan? – hvis man altså kan.

Give slip på den dårlige samvittighed over ikke at lave noget, lukke døren til kontoret der roder i stedet for at bestille den container der efterhånden er brug for.

I refleksionen over arbejde og ferie må jeg nå til den erkendelse at jeg som udgangspunkt er ret nederen (som ungerne ville have sagt) til at gå fra arbejde til ferie. Jeg vil øve mig, og mon ikke det lykkedes? Nu rejser jeg mig fra bordet og måske går jeg på sofaen – eller ringer til containerfirmaet.

God ferie derude.