Fra landsby til landshold… Det er onsdag i den lille by

Fra landsby til landshold… Det er onsdag i den lille by. Bonderøven fra Ry (det må man godt sige når man selv bor der) sidder med en lap papir, fordi, at hun i morgen, skal give et oplæg på halvanden time til 160 unge mennesker på 15 og 16 år. Det skal handle om, at komme fra en lille flække og turde drømme, drømmen om noget kæmpe stort. 

Med en fortid med rigtig mange foredrag, undervisning og oplæg for grupper på over 400 mennesker er det en smal sag…. Hvis det ikke var fordi at temaet er: ”Fra landsby til landshold” og at det skal handle om mig, mig, mig….

Noterne bliver ganske få, for som tiden skrider frem, trætheden melder sig og energien er brugt, tænker den rutinerede, at det skal jo nok gå!

Da kl. er 09.20 torsdag morgen, sidder 160 elever klar. De tænker formentlig, at nu kommer der igen et oplæg, om en eller anden selvfed ”idiot” der i øvrigt også er bedrevidende og skal fortælle om hvordan jeg skal leve mit liv, som i øvrigt hedder: ”Mig A/S…” Det er, som i nok kan regne ud – op ad bakke fra start.

Jeg åbner med ærlighed, jeg fortæller, at på trods af mange års erfaring, er jeg nervøs for hvordan de vil modtage min fortælling.  Hvad sker der for det??? I refleksionsmode sker der ganske simpelt det, at det er vigtigt for mig, at eleverne oplever mig som et ordenligt menneske, et menneske der er reflekterende, der erkender at have fejlet, ikke slået til, blevet klogere og som har lært, at noget af, at det vigtigste i et præstationssamfund er at være ydmyg.

Min historie får mange vinkler undervejs, den vigtigste, i min verden, er den, at man skal have sig selv med i alt hvad man laver og at det findes et begreb der hedder at være mentalt klar. De unge der fylder min verden er vokset op med spørgsmål som: ” Hvor mange mål lavede du?, Hvad nr. blev du? Scorede du? Lavede du en assist? Hvad var din tid? osv. osv. Hvor mange forældre spørger deres barn: ”Var det fedt? havde du det sjovt? Eller: ”Har du lyst til at komme igen?” 

Hvad er det vi forventer af de unge? I vores præstationssamfund er de unge vokset op med, at karakteren 7 er noget lort, at hvis du ikke er på måltavlen er det halv sløjt, at hvis du ikke forbedrer din test – uanset om det er på løb eller en terminsprøve er det ikke godt nok – for har du nu arbejdet seriøst? OG måske udeblev: ”Sejt med et 7 tal, var det en god kamp? trives du? var det sjovt? vil du gerne være med igen?” 

Jeg erindrer ikke, at mine forældre, nogensinde har kommenteret en eneste karakter jeg har fået, (det er bestemt ikke fordi der ikke var nogle kummerlige indimellem), de har heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved om jeg havde lavet mine lektier. (det havde jeg ved gud heller ikke altid formået) Alligevel, er jeg af præcis samme generation, som gerne ser at mine børn præsterer. Men for hvis skyld? Er det mit behov eller deres? Er det ikke fedt at have et godt liv? Er opskriften på det, at være topscorer og få de bedste karakterer? Det er jeg faktisk ikke sikker på, men hvad jeg oplever er, at det optager de unge og hvor kommer det fra?

Meget er forandret siden jeg var ung. Præstationskulturen har indtaget vores samfund. Det nyeste påfund er, at vi skal forbyde internettet til afgangsprøver, både i folkeskolen og på gymnasiet. Dette fordi eleverne KAN SNYDE! Tallene viser, at det er EN promille af eleverne der bliver taget i snyd. Er det så det, der skal retfærdiggøre, at vi ikke skal følge med udviklingen? At de unge ikke skal kunne bruge de værktøjer som de skal være eksperter i når de bliver lukket ud af skolesystemet? 

Jeg erindrer ikke at jeg var en del af hverken en præstations eller forbudskultur. I nyhederne kan jeg se et indslag med Skammelsen som knalder rundt i lokalet for at hylde, at man på flere skoler i Danmark laver mobilforbud. Han visualiserer det med et billede af en grøn kridttavle. Jeg er nok nødt til at sige, at langt de fleste skoler i dagens Danmark har skiftet dem ud med smartboards – selv på en skolerne har vi opdaget, at den digitale verden, er et fremskridt der kan være med til at vores børn og unge, faktisk kan tilegne sig en viden der helt nødvendig i det samfund de skal agere i. Det betyder også at mobiltelefoner ikke længere hedder mobiltelefoner, men smartphones. Det betyder også vi ikke længere ”skruer om på en anden kanal” da der må være meget få hjem hvor der er en fjernbetjening der kan ”skrues” på. Vi ligger heller ikke længere ”røret på” da vi i stedet afbryder samtalen. Hele den teknologiske udvikling er kommet for at blive. Det er en kæmpe gave, hvis vi magter at bruge den fornuftigt, og vi lærer vores børn det samme. 

Et tilbageskridt vil unægtelig være at bede vores børn om at præstere og fratage dem de hjælpemidler der findes for at præstere bedst muligt. Men er vi røget på røv og albuer direkte ind i en forbudskultur? Hvis målet er, at vi hele tiden skal arbejde med børn og unge, udvikle dem, danne dem og dygtiggøre dem – er vejen frem så forbud? Eller har vi glemt at følge med? Og er vi røget i klicheen: ”Hjemme hos mig måtte vi ikke, gjorde vi aldrig… etc.”

Hvor mange af jer har sagt til jeres forældre at I sov ved Tina – og sov et helt andet sted? Eller sagt at man havde lavet lektier hvor det var en lodret løgn? Måske har man også røget en smøg i smug, eller haft Martini med til den fest hvor man ikke måtte drikke…. (?) Hvor er I henne i dag? Har I det fedt? Er glade? Ordentlige mennesker? Et respektfuldt arbejde? Eller bare noget af det?

Min pointe er, at vi er nødt til at følge med tiden – og hvor har vi (nogle af os) fuldstændig glemt hvor håbløse vi var dengang, hvor det var os der skulle præstere og hvor få forbud der var. Jeg har være en rebel, min elskede mor og far har helt sikkert haft deres bekymringer – men de lod mig tage fejl, de lod mig også træffe nogle virkelige dårlige beslutninger, som jeg senere måtte rydde op efter. Jeg voksede i det, jeg er stadig i live og har det rigtig godt. Jeg kom fra landsbyen til landsholdet. Jeg lærte faktisk at præstere, selv om der ikke var pres eller forbud nogen steder fra.  Det samme gjorde en masse skønne mennesker i mit netværk også. Det var uden facebook, Instagram, snap og smartphone. Men det er kun fordi det ikke fandtes. Lad os nu rejse os, lad vores curling børn dumme sig, tage de tæsk det koster – og give det et skud, at ved at fejle bliver man klogere og lærer at tage ansvar. 

Med ovenstående siger jeg ikke, at vi skal stoppe med at opdrage. Jeg synes bare tillid er et rigtig godt begreb. 

Hvis plan A ikke virker har alfabetet 28 bogstaver – måske er det hvad vi skal give videre til det smukke unge menneske… CIAO