”Bekymringer er som en gyngestol. De holder dig beskæftiget, men du kommer ingen vegne.”

En dag i Århus for 17 år siden hvor jeg gik rundt i byen med en skrigende dreng i barnevognen sammen med en kær veninde (som på daværende tidpunkt, i modsætning til mig, var ovre amning, manglende søvn, hænge bryster og en mave der lignede noget der havde været igennem Danish Crowns bedste hakkemaskine), faldt snakken på børn! Jeg glemmer aldrig at hun sagde til mig: ”Med små børn kommer små problemer, med store børn – store problemer… Tak for lort… Med en krop der manglede søvn, en evig sulten dreng i klapvogn (der KUN ville sove hvis han blev trillet rundt) Et par bløde bryster uden mælk og nettoposer under øjnene, tænkte jeg, at hun var komplet sindssyg. Hvordan kan det nogensinde blive værre? At ligne pis er en ting, noget helt andet er at være frarøvet søvn, egen tid, 5 min til et bad, hygge med veninderne (uden skrig og skrål) bekymringer om drengen kunne have feber, fik nok at spise, osv… I min verden kunne det umuligt blive værre… MIN dreng, verdens bedste dreng, mest umulige, mest sultne, mest skrigende… og åbenbart uden brug for søvn. Jesus Christ…

17 år og 2 børn mere er jeg helt med på hvad hun mente. Når man har en lille dreng der ligger i en klapvogn, som ikke kan bevæge sig – ja så ved man præcis hvor han er og hvad han laver ALTID! Med tiden og de snart flyvefærdige børn indtræffer der på et tidspunkt en følelse af evig angst. Angst for, at der skal ske noget, hvor mine børn er henne? hvad de laver, opfører de sig ordentligt? er de kede af det? presset? Og det er lige gået op for mig at de bekymringer jo aldrig stopper… Jeg er en gammel krage, der en lørdag aften, som i aften har alt for meget tid. Tid til at bekymre mig. Livet er jo så skide godt, men hvor længe? Hvornår kommer der nogen og trækker tæppet væk? Fortæller alt det man ikke vil høre, alt det man kan læse om i nyhederne, se på TV og opleve i omgangskredsen? Benny Andersen skrev for mange år siden et digt som hedder: ”Lykken lige nu” Det handler om den følelse, man kan få, hvor ALT er godt, hvor hjulene kører præcis som ønsket, men også at turde tage lykken, være i den og lige præcis ikke i rusen, bekymre sig om hvornår den forsvinder. MEN faktum er jo at det gør den, bedst som vi oplever at det kører, at vi er glade – oplever vi ofte at det berømte tæppe trækkes væk. Måske er det chefen der er en idiot, datteren der oplever at blive marginaliseret, knægten der er ked af det, familien der oplever sygdom, alt kan ske. Det er sgu muligvis en smule melankolsk, men hvordan kan vi lære, at det er ok, at mærke lykkerusen, være i den – i stedet for at være optaget af hvornår den er væk igen. Jeg tror ikke på et langt lykkeligt liv, der vil altid være lort og lagkage impliceret. Men er det så ikke lorten der gør at lagkagen bliver så fantastisk? I refleksionen er jeg overbevist om at vi kan bekymre os selv ihjel, vi kan leve livet baglæns, vi kan også gå og vente på at lorten lægger sig i lagkagen, men hvad kan vi bruge det til? Der er jo altid plads til forbedring. Som mennesker er vi fuldstændig fantastiske og forfærdelige. Det er jo ikke altid man er stolt af sig selv, men det behøver vi heller ikke være. Intet og ingen er perfekte- og heldigvis for det.

Jeg har haft så mange bekymringer i mit liv, men det er de færreste der er blevet til noget og

jeg orker ikke være den der med suk og støn slingrer gennem livet. Jeg vil hellere tage de tæsk det koster og have levet et liv hvor hvert eneste åndedrag har været det hele værd.
Giv den gas derude, jeg ved I kan – og alt det I ikke har prøvet før, kan I helt sikkert godt.

LML